
OM PROJEKTET
En ny måde at underette på
- SAMMEN MED BØRN OG UNGE
I Joannahuset har vi sat fokus på, hvordan børn og unge selv kan få en stærkere stemme i de underretninger, der sendes til kommunen.
Med projektet ønskede vi at udvikle nye måder, hvorpå børn og unges egne perspektiver, ressourcer og drømme tydeligt kunne træde frem i deres sager – og dermed over for de myndigheder, der træffer beslutninger om deres liv.
Som en del af projektet har vi afholdt workshops, hvor børn og unge fra Joannahuset har været med til at skabe og afprøve metoder, som andre børn og unge kan bruge, når de underretter. Du kan læse mere om projektet her.
Projektet "Børn og unges stemmer i Joannahuset" er støttet af Egmont fonden og Sagitta Charity Foundation.
Børn og unges tilbagemeldinger
Det kan være nyt for mange børne-og ungerådgivere at modtage underretninger fra barnet eller den unge selv, fordi barnet kan have valgt en anden måde at udtrykke sig på, end sådan som kommunen plejer at modtage en underretning.
I projektet ”Børn og unges stemmer i Joannahuset” har vi spurgt børn og unge om deres erfaringer med at underrette. Erfaringerne er forskellige, men fælles er, at det betyder meget, hvordan deres underretning blev modtaget i kommunen.
Flere fortæller, at deres rådgiver tog godt imod underretningen og satte pris på, at den var skrevet med barnets eller den unges egne ord. En ung, der havde skrevet et digt om sine følelser og tanker, fortalte fx, hvor glad han blev, da hans rådgiver hængte digtet op på kontoret.
Andre fortæller, at deres rådgiver ikke udtrykte anerkendelse, og måske slet ikke forholdt sig til, at det var barnets eller den unges egne ord.
Børnene og de unge fortæller desuden, at:
-
det har haft stor betydning for dem at kunne udtrykke sig selv
-
underretningen repræsenterer deres stemme
-
arbejdet med underretningen føles meningsfuldt
-
nogle oplever, at det har givet dem mere indflydelse i deres sag

Hvad siger Barnets lov om at involvere børn og unge?
Barnets lov indskærper, at børn og unge i højere grad skal inddrages, når drejer sig om forhold, der vedrører dem selv.
Underretninger om et barn eller en ungs situation, vedrører i høj grad selve barnet, fordi bekymringen netop handler om barnet eller den unges situation.
I 'Håndbog om barnets lov' kan man læse, hvorfor man har skærpet børn og unges ret til inddragelse og indflydelse:
“Med barnets lov ønskes det at stadfæste et tidssvarende børnesyn, hvor børn og unge anerkendes som selvstændige og kompetente individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på eget liv og forhold. Det er barnets eller den unges grundlæggende rettighed at blive inddraget og få indflydelse på de forhold, der vedrører dem selv”
(Håndbog om barnets lov, 1. udgave, udgivet: November 2023, Udgivelse: Social- og Boligstyrelsen)

RÆK UD
Hvis du vil vide mere om projektet “Børn og unges stemmer i Joannahuset” eller har generelle spørgsmål til alternative underretninger, kan du kontakte Bolette, som er socialrådgiver i Joannahuset med underretninger som ansvarsområde.
Bolette Rheder: bolette@joannahuset.dk
Hvis du er fagperson og har spørgsmål til en konkret underretning eller din underretningspligt, kan du altid søge anonym rådgivning og vejledning hos din kommune.
Du er også velkommen til at ringe til Joannahuset, hvis du ønsker at høre mere om vores målgruppe og hvordan vi arbejder. Voksne kan kontakte Joannahuset på telefon: 2229 0092.
Hvis du kender et barn eller en ung, som gerne vil høre mere om Joannahuset og tale med os, kan vi kontaktes på: 2575 7558
